Om den fantastiske vej til en ny fortælling …

 

Jeg samler på skriveråd og input om den kreative proces.

Neil Gaiman er forfatteren til en lang række titler, herunder Coraline, Nobody, Stjernestøv og Amerikanske guder.

Men han er også manden bag dette forrygende skriveråd til en aspirerende forfatter. Hvor svært kan det være?

http://neil-gaiman.tumblr.com/post/107713982316/i-have-been-trying-to-write-for-a-while-now-i .

Da jeg ikke har kunnet finde det på dansk, har jeg selv oversat det.

 

Spørgsmål:

Jeg har forsøgt at skrive i et stykke tid nu. Jeg har alle disse fantastiske ideer, men det er virkelig svært at få mine tanker ned på papiret. På den her måde, kommer mine idéer aldrig rigtig til at bære frugt. Har du nogle råd?

 

Svar:

Skriv ideerne ned. Hvis de skal blive til historier, må du prøve at fortælle de historier, du selv gerne vil læse. Afslut de ting, du begynder at skrive. Gør det en hel masse, og så bliver du forfatter. Den eneste måde at gøre det på – er at gøre det.

 

Det er bare for sjov. Der er meget lettere måder at gøre det på. For eksempel:

På toppen af et fjernt bjerg vokser et træ med sølvblade. En gang hvert år, ved daggry den 30. april, blomstrer træet med fem blomster, og i løbet af den næste time bliver hver blomst til et bær, først grønt, så sort, så gyldent.

I det øjeblik de fem bær bliver gyldne, vil fem hvide krager, som har ventet på bjerget, og som du har forvekslet med sne, styrtdykke på træet, grådigt tømme det for bær og flyve væk, mens de griner.

Med de bare hænder skal du fange den mindste af kragerne, og du skal tvinge den til at opgive bærret. (Kragerne sluger ikke bærrene. De bærer dem langt over havet til en troldmands have for at lade dem falde, ét efter ét, ned i munden på hans datter, som først vil vågne fra sin fortryllede søvn, når tusind sådanne bær er blevet fodret til hende). Når du har fået fat i det gyldne bær, skal du placere det under tungen og vende direkte hjem.

I den følgende uge må du ikke tale med nogen, ikke engang dem du elsker, eller en færdselsbetjent som stopper dig for at køre for stærkt. Sig intet. Sov ikke. Lad bærret ligge under tungen.

Ved midnat på den syvende dag skal du tage hen til det højest beliggende sted i din by (det er almindeligt at klatre på tage i dette trin), og med bærret liggende sikkert under din tunge, recitere hele Fox in Socks.* Lad ikke bærret smutte væk fra din tunge. Udelad ikke noget af digtet, og spring ikke det mindste af Muddle Puddle Tweetle Poodle Beetle Noodle Bottle Paddle-kampen over.

Da – og først da kan du sluge bærret. Du skal vende hjem, så hurtigt du kan, for du har højst en halv time, før du falder i en dyb søvn.

Når du vågner næste morgen, vil du være i stand til at få dine tanker og ideer ned på papir, og du vil være forfatter.

 

*Engelsk børnebog af Dr. Seuss fra 1965.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.