Om at lave smilehuller i dagen

 

Indrømmet. Det er sårbart at kaste drømme og visioner ud i verden, som jeg skrev om i mit sidste indlæg. For hver gang jeg gør det, binder jeg en lille smule af mig selv fast i håbet. Og hvis håbet brister, går jeg en lille smule i stykker sammen med det.

I dette forår har jeg – med en slidt metafor – så mange bolde i luften, at nogle af dem nødvendigvis vil falde til jorden.

Der var en, der faldt i går. Tungt. Lige ned i solar plexus, hvor den landede så hårdt, at den slog luften ud af mig.

Jeg havde søgt ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur vel vidende, at det ville være svært. Den optager kun 12 elever hvert andet år. Der har du et godt eksempel på ‘et nåleøje’.

Så da jeg i sidste uge modtog en mail om, at jeg var blandt de 18, som blev indkaldt til en samtale, aktiverede det en masse modstridende følelser; glæde, spænding, forventning, håb og frygt, der satte min krop i en mild, men permanent stresstilstand frem til samtalen – og efter.

Det var dejligt at få et hurtigt svar. Men det var hårdt at få en mail om, at jeg desværre ikke er blandt de 12, som bliver tilbudt en plads.

Da afslaget ikke bliver begrundet, (hvilket jeg var blevet orienteret om på forhånd), satte det naturligvis en masse andre følelser i gang; afmagt, mindreværd, utilstrækkelighed, selvretfærdighed, trods og skuffelse.

Nu er jeg heldigvis god til at mærke mine følelser. Både de gode og dem, som gør ondt. Da jeg var yngre, fik de endda lov til at styre mit liv og definere min tilstand. Det gør de ikke mere.

I går gav jeg mig selv lov til at være meget ked af det, men i dag er en ny dag. Og det falder så heldigt, at jeg går rundt herhjemme og har læse-fri, fordi jeg skal til eksamen på tirsdag.

Så dagen i dag er min helt alene. Og jeg har besluttet mig for at fylde den med smilehuller.

  • Jeg blev liggende i sengen og nød fuglenes sang gennem vinduerne, før jeg tog et langt varmt bad.
  • Så fandt jeg den smukkeste kjole fra Tone Barker i skabet og tog den på, fordi silken omfavner min hud.
  • Derefter drak jeg friskkværnet kaffe og dansede med Jason Mraz i bare tæer. “Hello you beautiful thing”.
  • Jeg har tændt op i brændeovnen, fordi jeg elsker lyden af knitrende flammer og den tunge varme, som følger med.
  • Og jeg har ryddet op på spisebordet og støvsuget hele huset, fordi jeg vil omringes af frisk energi.
  • Foran mig står friske – men sene – syrener, fordi de dufter fantastisk; selvom jeg ved, at de vil drysse i morgen.

“Har du tænkt dig at skrive om det her?” Spurgte min yngste søn i går, da jeg for 10. gang havde behov for at vende mine tanker.

“Ja!”

For det er det, jeg gør. Jeg skriver. For børn og for voksne – Og for mig selv.

Det er sådan, jeg definerer min glæde.

2 tanker om “Om at lave smilehuller i dagen

  1. Kære Maria

    Det er er en svær, men også befriende erkendelse, at nogle bolde må falde – ikke alle bli`r i luften hele tiden. Jeg forstår så godt alle dine modstridende følelser.

    Jeg er også selv begyndt at sætte nydelse meget mere på dagsordenen. Der er tit for meget ydelse over det.

    Du er en super-dygtig forfatter – det kan du hvile i – og nyde det, mens du lytter til fuglene udenfor.

    Kærlig hilsen Anette

    1. Kære Anette
      Tak for din kommentar. Og for din opbakning. Du har helt ret. Vi danser for lidt i bare tæer 😉
      Kærligst Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.