Om sorgprocessen

Jeg har to fantastiske sønner med to dejlige mænd. I begge tilfælde blev jeg skilt fra drengenes far, mens de var små, og det er ikke noget, jeg er stolt af. Til gengæld er jeg stolt af, at jeg og begge drengenes fædre altid har holdt fast i, at der en treenighed, som ikke stopper ved en skilsmisse.

Far, mor og barn. Som en trebenet skammel i balance.

Men det er først fornylig gået op for mig, hvorfor det er så vigtigt.

 

I disse dage er det tre måneder siden, jeg – sammen med min mor og mine søskende – sad ved min fars dødsleje. Det var på mange måder en smuk proces, fordi min far var afklaret og parat til at dø.

Dengang troede jeg naivt, at hans afklaring også var min.

De første uger efter vågnede jeg op til en smerte, der lå tungt på min brystkasse og forhindrede mig i at trække vejret. Jeg oplevede et fysisk hul i min verden, som kun min familie kunne begribe omfanget af.

Det var december, og jeg havde et kalenderlys, der støt og roligt talte ned til familiejulen, hvor far ville mangle ved bordenden. Jeg kunne ikke tåle synet af nisser!

I januar gik jeg i stå. Jeg passede mit job og kom hjem og lavede … ingenting. Jeg kunne hverken skrive eller læse. Min indbakke voksede, mens mit energiniveau faldt. Jeg kom bagud med alt. Aften efter aften ledte jeg de samme billeder igennem for at finde far. Og når jeg fandt ham, kunne jeg ikke holde ud at se på ham.

Jeg googlede ham. Jeg fandt gamle sms’er og opfattede hans kærlighed i de korte beskeder. Jeg spillede musik, som han holdt af og gik rundt og rørte ved ting, der havde været hans.

 

Det blev nemmere at snakke om ham. Jeg holdt op med at græde, når venner og kollegaer spurgte til mig. Dagene indkapslede sorgen, så den ikke længere hang udenpå kroppen, men fandt et stille sted i min mave, hvor den er flyttet ind. Og det er okay. Jeg har givet den permanent opholdstilladelse.

Nu opstår situationerne, hvor jeg tager mig selv i at tænke: Det skal jeg lige høre far om! Det bliver mere tydeligt, hvornår jeg ville have kontaktet ham for et godt råd, en kommentar eller bare fordi jeg vidste, at han ville være stolt af mig.

For et par dage siden, var jeg hjemme hos min mor. Hendes sorg er en anden min. Hun har mistet sin kærlighed – sit livs ledsager.

I stuen, der endnu ikke har accepteret, at han er væk, snakkede vi ham op af sofaen og hen til mors hjemmebagte fastelavnsboller, som han altid glædede sig til fra midt i januar.

Det kan være lindrende at spejle sin sorg. Men det får den ikke til at forsvinde. Så mens jeg skriver dette, løber tårerne som regndråber ned ad min tankerude. Det må de godt.

For selvom man er 53, er det en kunst at balancere på en skammel med to ben.

 

17 tanker om “Om sorgprocessen

  1. Så smuk skrevet Maria, jeg blev meget rørt og berørt.
    Jeg kan næsten fysisk mærke dine følelser. Sorgen i min mave har også taget bolig for bestandig. Det er 1 1/2 år siden min mor døde, jeg taler med hende dagligt. Vi behøver ikke ord. Kh Anne

  2. Kære Maria! Du er helt fantastisk til at sætte ord på dine følelser, tak fordi jeg måtte læse med! Eksempelvis kender jeg situationen, som du nævner: Det skal jeg lige høre far om! Det er ikke ifm. min egen far, som jeg kun erindrer ganske svagt, da han døde, da jeg var 5 år, men nok nærmere min storebror Preben, (6 år ældre end jeg selv), som døde for 4 år siden, og som nok er det nærmeste, jeg kommer en far. Da er det, jeg undertiden, men ok, nok sjældnere, som tiden går, får tanken, det skal jeg lige høre Preben om!
    Bedste hilsener og tanker, med ønsket om en fortsat god weekend, for dig og Sjønne!
    Ps: Superskønt profilbillede!

    1. Kære Flemming. Tak for din ros og for din fortælling. 5 år er godt nok tidligt at miste sin far. Godt du havde Preben! God weekend også til dig. (PS: Tak 😉 )

  3. Kære Maria

    Jeg forstår så godt, hvad der er på færde. Det er meget smukt, og det bevægede mig meget, det, du skrev. – Jeg kan se på billedet, at din far var en smuk mand, både indeni og udenpå.

    Kærlig hilsen Anette

  4. Kære Maria. Meget smukt skrevet❤️ For mig er det du skriver om det evige liv – de oplevelser og minder din får har givet dig ig som lever videre gennem dig…så smukt er livet ❤️
    Knus og tanker fra Jette

    1. Tak, Jette. Det kan du have ret i. Så længe der er nogen, som snakker om en og tænker på en, så er man stadig på en eller anden subtil måde i verden. Knus til dig. <3

  5. Jeg tænker så tit på din mor, og sender hende kærlige tanker. Jeg har lidt glemt at sende til dig. Det gør jeg nu……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.