Om at invitere Pippi ind i sit liv

 

Den anden dag hørte jeg om et skolebestyrelsesmedlem, som forklarede et relativt højt antal af opsigelser på en skole med, at de fraflyttede lærere ikke var parate til forandring.

Når man er ordnørd, kan sådan en sætning rumle rundt i dagevis, alene på grund af dens åbenlyse paradoks, men når man yderligere har prøvet at skifte arbejdsplads, så bliver den næsten komisk.

I mange år havde jeg en skoleinspektør, (det hed det dengang,) som kunne finde på at sige: På et tidspunkt skal du søge væk.

Det var ikke, fordi han ville af med sine lærere. Det var, fordi han ville os det bedste og kendte betydningen af at opleve sig selv i nye sammenhænge.

Da jeg for et år siden valgte at søge en anden skole, vidste jeg, hvad jeg måtte slippe. Dejlige kollegaer, skønne elever og den status, jeg havde opbygget gennem 28 år. Alle vidste, hvem jeg var, hvad jeg kunne, og hvad jeg stod for.

Mit skifte blev den største forandring i mit liv – næst efter at blive mor.

For i begyndelsen af august fandt jeg mig selv på en anden planet.

Jeg havde undervist 7.- 8. – 9. klasse så længe, at jeg kunne lave en årsplan inkl. pensaopgivelser og materialeliste i løbet af en formiddag. (Og så ville jeg nok fravige den 99 gange i løbet af skoleåret, men jeg ville vide, hvordan jeg skulle justere, for jeg havde skoletasken fuld af erfaring og gennemførte forløb.)

På min nye skole blev jeg klasse- og dansklærer i 3. klasse. Jeg havde ingen forhåndsviden om den aldersgruppe. Hverken niveau, adfærd eller højde. Og jeg var bestemt ikke klar over, at springet fra 9. til 3. klasse var så stort, at jeg måtte starte forfra med at lære at være lærer. For selvom jeg efter 28 år er ret tydelig i min klasserumsledelse, så hjælper det ikke noget, hvis jeg ikke sender på den frekvens, som eleverne modtager på.

De første tre måneder var uden sammenligning de sværeste i mit lærerliv. Jeg fik massiv opbakning fra mine nye kollegaer, men de kunne ikke gå vejen for mig. Jeg måtte genopfinde mig selv.

Og det gjorde jeg. Der kan man snakke om forandring.

Det spændende er, at det ikke stoppede der. Det var ikke bare min lærerrolle, der udviklede sig. Det var mig. For da jeg ikke længere kunne læne mig ind i den cementerede identitet, som både jeg selv og mine omgivelser havde holdt mig fast i, måtte jeg begynde forfra med at definere mig selv.

Og når man gør det som 53-årig, så tør man mere, end når man er 25.

Både på skolen, i mit forfatterliv og privat har jeg påtaget mig opgaver og accepteret egenskaber, som jeg for et år siden ikke kunne identificere mig med.

Jeg begrænser ikke længere mig selv med: Jeg er sådan en, som ….  

Tværtimod … jeg har lukket Pippi ind i mit liv: “Det har jeg aldrig prøvet før – så det klarer jeg helt sikkert.” 

Min gamle inspektør havde ret. Det er (bl.a.) i forandringen, man vokser. Og det vil jeg gerne.

 

8 tanker om “Om at invitere Pippi ind i sit liv

  1. Det er så sandt – godt, at du tog springet, selvom afsæt og landing bød på udfordringer. Der er ikke mange, der tør gøre det – men man får mod af at læse din beretning.
    Kh Anette

  2. Kære Maria,
    Jeg er så enig, prøvede det samme i august dog med kun 15 år i rygsækken. Tak fordi du kan skrive hvordan det føles.
    Det er godt at kunne vokse efter de 50 💪🏽
    Kh Maria

  3. Bravo Maria ! Du kan nå mange udfordringer endnu. Da jeg havde lagt skolen bag mig for længst, tog jeg HF i filosofi. Fantastisk givende. Og jeg havde som 72-årig fuldstændig glemt, hvordan det var selv at gå til eksamen.!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.