Om at følge med strømmen ind i fortællingen

 

 

En af udfordringerne ved at være forfatter med et fuldtidsjob er … det.

Derfor bliver mine weekender og ferier næsten altid til ’skrivetid’.

I den forløbne uge har jeg haft vinterferie. Jeg har nydt et skriveophold på Hald Hovedgaard. I tiden op til afgang lå jeg vandret i luften, for der måtte ikke være nogle praktiske hængepartier, der kunne forhindre mit kreative arbejdsflow.

Og sådan blev det. Mandag morgen var alt på plads: tid, ro og inspiration.

Planen var, at ugen skulle tilbringes sammen med en roman om parforhold, skilsmisser, delebørn og hverdagsliv, der allerede er langt i skriveprocessen. Vi har været sammen i over et år, så opgaven var velkendt og klart defineret.

Men så … få dage før afgang fik jeg besøg af en smuk og dyster fortælling om to mennesker i hver deres ende af livet, som begge er stagneret i konsekvenserne af deres livsbetingelser, men som gennem mødet med hinanden finder en ny mening med deres tilværelse.

Den satte sig på min skulder og hviskede mig i øret:

– Tag mig med i stedet!

Jeg prøvede at undvige.

– Nej! Du er blevet fortalt før … mange gange.

– Og …?

– Og jeg har en anden aftale.

– Gør det alligevel, insisterede den.

Jeg prøvede at ryste den af.

– Du er for kompliceret.

– Gør det enkelt.

– Du er for svær. Der er for meget, jeg ikke ved noget om. For meget, der er sort og sorgfuldt.

Fortællingen fnyste ind i øret på mig.

– Bangebuks!

Det var ikke derfor. Jeg sværger.

Men jeg tog dén med til Hald.

 

Nogle fortællinger kommer af sig selv. Det eneste, jeg behøver gøre, er at åbne computeren og lade fingrene arbejde. Det er fantastisk.

Sådan er det ikke med den her!

Tværtimod. Det var som at skubbe en genstridig elefant op ad Dollerup Bakker.

Ikke kun fordi jeg er på ukendt grund og har tilbragt mørke aftner med at læse om uledsagede flygtningebørn, traumer og sorg. Heller ikke kun fordi mine karakterer var næsten umulige af skrive frem.

Men fordi kombinationen af de to ting fik mig til at glemme at lytte. Til fortællingen. Så den forsvandt. Og når jeg mister forbindelsen til en fortælling, begynder jeg at skrive med hovedet.

Selvom jeg havde forstået essensen af fortællingen, havde jeg så travlt med at tvinge mine egne idéer ned i manuskriptet, at jeg ikke opdagede, at grunden til, at mine karakterer ikke ville tage form, var, at de tilhørte en anden fortælling.

 

– Hvor har du været hele ugen? spurgte jeg anklagende i går aftes, da jeg frustreret lænede mig tilbage og fik øje på fortællingen på arbejdsbordet ved siden af mig.

– Her! svarede den.

Jeg vidste, den havde ret.

– Hvad gør vi nu? sagde jeg og så opgivende på manuskriptet, der ikke havde udviklet sig, som jeg havde håbet.

– Starter forfra! Fortællingen rystede ubekymret på hovedet. – Sammen!

 

Og det gør vi. Jeg har allerede hilst på mine nye karakterer. De ventede tålmodigt under træerne ved en lille å, der løber ud i Hald Sø.

Nu flyder vi videre – sammen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.