Om at blive alene på terrassen – midlertidigt

Solen rammer mig i nakken. Det er tidligt på sommeren. Jeg sidder i psykiaterens stol og lytter, mens han roligt opremser alle de symptomer, min elskede er blevet undersøgt for gennem de sidste år. Smerter i mave-tarmsystemet. Snurren i fingerspidserne. Hjertebanken. Spændinger i nakken. Tankemylder og søvnløshed.

Ingen har kunnet finde noget. Før nu. Psykiateren kalder det angst. Han stiller uddybende spørgsmål. “Er der adfærdsændringer?”

Jeg ser på min før så stærke mand, som på et halvt år har tabt 13 kilo, sin livsglæde og sit engagement i verden, mens han har kæmpet for at opretholde et minimum af normalitet af frygt for at miste sig selv. Og mig. Nu sidder han der. Og græder. Psykiateren konkluderer. Svær agiteret depression. Han sender os videre til psykiatrisk afdeling. P3.

“Jeg bliver nok først udskrevet i morgen,” advarer min mand, mens jeg kører ham derned. Jeg nikker. Tror nu, der vil gå et par dage. Vi tager begge fejl. Der vil gå en måned.

Jeg er med til samtalerne de første dage. To hører bedre end én. De giver ham medicin. Meget. Jeg kører hjem. Indstillet på at passe på mig selv, sådan som alle siger, jeg skal. Jeg har ferie. Jeg skal lade op. Jeg kører i IKEA og henter nye havemøbler og lyse hynder. I små glimt erkender jeg, hvordan vores liv langsomt har forandret sig. Hvordan vi gradvist har isoleret os. Hvordan jeg til sidst fandt det helt naturligt, at jeg aflyste aftaler, fordi jeg ikke ville lade ham være alene. Hvordan alting var afhængigt af dagsformen. Hvordan dagsformen blev værre og værre, mens vi begge håbede, at det bare skulle have tid. Jeg åbner en flaske rosé. Og drikker den. Hvalpen kryber op til mig i sommersengen under pavillonen, så jeg ikke skal sove alene igennem de lyse nætter med mørke tanker.

Mobilen ringer næste morgen. Han er bange. “Nu snakker de om elektrochok.” Jeg beroliger ham, mens kulden breder sig i maven. Lover at komme senere. Han lægger på. Jeg beholder mobilen i hånden, mens længst glemte scener fra Gøgereden dukker op i min erindring. Jeg ringer til min bror. Nu er det mig, der græder.

Medicinen supplerer elektrobehandlingerne. Det er barskt, men effektivt. Hans gråd forsvinder. Det gør hans smil også. Han er. Lægen forklarer. “Jeg forventer, at du skal have mellem 8 og 10 behandlinger.” Jeg græder på indersiden, mens jeg ser på min mand, som nikker. “Det er dig, der er eksperten.” Jeg elsker ham for hans vilje til at blive rask.

Solen bager over Danmark, som tager til vandet. Jeg kører hjem på terrassen. Åbner computeren og finder det manuskript, jeg har sat sommeren af til at gøre færdigt. Jeg læser. Genkender ordene, som har mistet deres sammenhæng. Min koncentration bliver afbrudt af uvisheden. Mine tanker er på P3, selv når jeg ikke er. Efter en uge giver jeg slip. Jeg kan ikke skrive.

Mit netværk ringer eller sms’er. “Jeg tænker på dig. På jer. Sig, hvis jeg kan gøre noget.” Jeg svarer kortfattet eller slet ikke. Min verden skrumper ind til terrassen og afdeling P3. På Facebook sletter jeg min fødselsdato, fordi jeg ikke kan overskue de mange input fra den anden side af hækken.

Midt i juli kommer han hjem mellem behandlingerne. Det er rart, selvom han er diffus og gør ting, han ikke kan forklare. Hans korttidshukommelse svigter. Han ved ikke, hvem der har været på besøg eller ringet til ham. De unge kommer hjem for at gøre lidt på huset, så jeg også føler, at der er sket noget i ferien. Noget produktivt. Det plejer at være hans afdeling. De tømmer værelserne og køber maling. Er effektive. Det gør ondt at se min handyman gå lidt i vejen ude af stand til at bidrage med det, han er så god til.

Så bliver han udskrevet. Lægen tror på, at den agiterede depressionen er under kontrol. Men han skal tage sin medicin i mindst et år. Vi tager én dag ad gangen og glæder os over at leve i et velfærdssamfund, som kan gribe én i luften, når man mister fodfæste. Stille og roligt vender fundamentet i min tilværelse tilbage. Vi snakker. Ler. Gør helt normale ting med en ny taknemmelighed. I dag har han skiftet den stolpe i carporten, som han snakkede om hele foråret, og jeg har fået skrevet. En tankerude. Som han har givet mig lov til at uploade.

I morgen er min ferie slut. Det blev en mærkelig sommer. Men solen skinner stadig. Og vi er to på terrassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.