Gu’ vil jeg ej-alderen

 

For et par dage siden mødtes jeg med en af Svendborgs kulturpersonligheder til en snak om min nye bog, forfatterliv, kvindeliv, moderskab, kærlighed, flinkeskolen – og alder.

 

Jeg fik en livskrise, da jeg fyldte 30. Jeg tog det ret roligt med at blive 40 – og jeg var vild med at fylde 50.

I bakspejlet ser det ud til, at jeg kommer en lille smule tættere på min kerne, hver gang jeg fylder år. – Eller måske bare hver gang jeg vågner.

Engang læste jeg en lille prosatekst af Emma Bombeck (så vidt jeg har kunnet spore det). Du kan finde den på nettet, men da min blogpost-limit er 500 ord, har jeg lavet en bearbejdet version.

 

Hvad ser en kvinde i spejlet, før hun går ud?

3 år: Hun ser en dronning.

8 år: Hun ser Askepot.

15 år: Hun ser en grim stedsøster.

20 år: Hun ser en, der er for tyk/tynd, for lille/høj, for glat/krøllet – men hun går ud alligevel.

30 år: Hun ser en, der er for tyk/tynd, for lille/høj, for glat/krøllet – men hun har ikke tid til at gøre noget ved det, så hun går ud alligevel.

40 år: Hun ser en, der er for tyk/tynd, for lille/høj, for glat/krøllet – men hun tænker: “Jeg har været i bad!” Og går ud alligevel.

50 år: Hun ser sig selv og siger højt: “Jeg er!” – og så går hun ud.

60 år: Hun husker de mennesker, som ikke længere kan se sig selv i spejlet. Så går hun ud og erobrer verden.

70 år: Hun ser visdom, humor og evner – før hun går ud og nyder livet.

80 år: Hun ser slet ikke i spejlet. Hun tager bare sin lilla hat på og går ud.

 

Pointen i Emma Bombecks version er, at vi skal finde vores lilla hat frem noget før.

Men jeg har ikke nogen lilla hat. Og måske skal vi hellere acceptere, at hver alder har sine muligheder og sine begrænsninger. For da jeg sad i den lille sofa på Mariannes hyggelige kontor i Svendborg og fortalte om mine runde fødselsdage, sagde hun:

“Bare vent til du fylder 60. Så kommer du i Gu’-vil-jeg-ej-alderen.”

Bang! Der kan du snakke om kærlighed ved første ord. Min første tanke var: “Der vil jeg hen … nu!”

Men så fulgte en latterfyldt snak om det, der også følger med at blive ældre. Om de ekstra kilo, som tager permanent opholdstilladelse, når vi rammer overgangsalderen, om ømme knæ og vigtigheden af at holde fingrene i gang, fordi de er vores arbejdsredskab. Om gigt og det svære ved at holde sig vågen efter klokken 23.

Men også om at turde prioritere sin tid til det, man ånder igennem.

Jeg vil ikke bytte. 52 er den perfekte alder for mig – lige nu. Jeg vil ikke prøve at se ud som en 25-årig (hvilket også vil være op ad bakke), mens jeg forsøger at hvile i mig selv som en 70-årig (hvilket heller ikke ligger lige for).

Jeg er!

Så jeg tager min blå hat på, inden jeg går ud og finder nye eksemplarer til min samling af skønne ord.

Som fx: Gu’-vil-jeg-ej-alderen!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.