Om at invitere Pippi ind i sit liv

Den anden dag hørte jeg om et skolebestyrelsesmedlem, som forklarede et relativt højt antal af opsigelser på en skole med, at de fraflyttede lærere ikke var parate til forandring.

Når man er ordnørd, kan sådan en sætning rumle rundt i dagevis, alene på grund af dens åbenlyse paradoks, men når man yderligere har prøvet at skifte arbejdsplads, så bliver den næsten komisk.

I mange år havde jeg en skoleinspektør, (det hed det dengang,) som kunne finde på at sige: På et tidspunkt skal du søge væk.

Det var ikke, fordi han ville af med sine lærere. Det var, fordi han ville os det bedste og kendte betydningen af at opleve sig selv i nye sammenhænge.

Da jeg for et år siden valgte at søge en anden skole, vidste jeg, hvad jeg måtte slippe. Dejlige kollegaer, skønne elever og den status, jeg havde opbygget gennem 28 år. Alle vidste, hvem jeg var, hvad jeg kunne, og hvad jeg stod for.

Mit skifte blev den største forandring i mit liv – næst efter at blive mor.

For i begyndelsen af august fandt jeg mig selv på en anden planet.

Jeg havde undervist 7.- 8. – 9. klasse så længe, at jeg kunne lave en årsplan inkl. pensaopgivelser og materialeliste i løbet af en formiddag. (Og så ville jeg nok fravige den 99 gange i løbet af skoleåret, men jeg ville vide, hvordan jeg skulle justere, for jeg havde skoletasken fuld af erfaring og gennemførte forløb.)

På min nye skole blev jeg klasse- og dansklærer i 3. klasse. Jeg havde ingen forhåndsviden om den aldersgruppe. Hverken niveau, adfærd eller højde. Og jeg var bestemt ikke klar over, at springet fra 9. til 3. klasse var så stort, at jeg måtte starte forfra med at lære at være lærer. For selvom jeg efter 28 år er ret tydelig i min klasserumsledelse, så hjælper det ikke noget, hvis jeg ikke sender på den frekvens, som eleverne modtager på.

De første tre måneder var uden sammenligning de sværeste i mit lærerliv. Jeg fik massiv opbakning fra mine nye kollegaer, men de kunne ikke gå vejen for mig. Jeg måtte genopfinde mig selv.

Og det gjorde jeg. Der kan man snakke om forandring.

Det spændende er, at det ikke stoppede der. Det var ikke bare min lærerrolle, der udviklede sig. Det var mig. For da jeg ikke længere kunne læne mig ind i den cementerede identitet, som både jeg selv og mine omgivelser havde holdt mig fast i, måtte jeg begynde forfra med at definere mig selv.

Og når man gør det som 53-årig, så tør man mere, end når man er 25.

Både på skolen, i mit forfatterliv og privat har jeg påtaget mig opgaver og accepteret egenskaber, som jeg for et år siden ikke kunne identificere mig med.

Jeg begrænser ikke længere mig selv med: Jeg er sådan en, som ….  

Tværtimod … jeg har lukket Pippi ind i mit liv: “Det har jeg aldrig prøvet før – så det klarer jeg helt sikkert.” 

Min gamle inspektør havde ret. Det er (bl.a.) i forandringen, man vokser. Og det vil jeg gerne.

 

Om sorgprocessen

Jeg har to fantastiske sønner med to dejlige mænd. I begge tilfælde blev jeg skilt fra drengenes far, mens de var små, og det er ikke noget, jeg er stolt af. Til gengæld er jeg stolt af, at jeg og begge drengenes fædre altid har holdt fast i, at der en treenighed, som ikke stopper ved en skilsmisse.

Far, mor og barn. Som en trebenet skammel i balance.

Men det er først fornylig gået op for mig, hvorfor det er så vigtigt.

 

I disse dage er det tre måneder siden, jeg – sammen med min mor og mine søskende – sad ved min fars dødsleje. Det var på mange måder en smuk proces, fordi min far var afklaret og parat til at dø.

Dengang troede jeg naivt, at hans afklaring også var min.

De første uger efter vågnede jeg op til en smerte, der lå tungt på min brystkasse og forhindrede mig i at trække vejret. Jeg oplevede et fysisk hul i min verden, som kun min familie kunne begribe omfanget af.

Det var december, og jeg havde et kalenderlys, der støt og roligt talte ned til familiejulen, hvor far ville mangle ved bordenden. Jeg kunne ikke tåle synet af nisser!

I januar gik jeg i stå. Jeg passede mit job og kom hjem og lavede … ingenting. Jeg kunne hverken skrive eller læse. Min indbakke voksede, mens mit energiniveau faldt. Jeg kom bagud med alt. Aften efter aften ledte jeg de samme billeder igennem for at finde far. Og når jeg fandt ham, kunne jeg ikke holde ud at se på ham.

Jeg googlede ham. Jeg fandt gamle sms’er og opfattede hans kærlighed i de korte beskeder. Jeg spillede musik, som han holdt af og gik rundt og rørte ved ting, der havde været hans.

 

Det blev nemmere at snakke om ham. Jeg holdt op med at græde, når venner og kollegaer spurgte til mig. Dagene indkapslede sorgen, så den ikke længere hang udenpå kroppen, men fandt et stille sted i min mave, hvor den er flyttet ind. Og det er okay. Jeg har givet den permanent opholdstilladelse.

Nu opstår situationerne, hvor jeg tager mig selv i at tænke: Det skal jeg lige høre far om! Det bliver mere tydeligt, hvornår jeg ville have kontaktet ham for et godt råd, en kommentar eller bare fordi jeg vidste, at han ville være stolt af mig.

For et par dage siden, var jeg hjemme hos min mor. Hendes sorg er en anden min. Hun har mistet sin kærlighed – sit livs ledsager.

I stuen, der endnu ikke har accepteret, at han er væk, snakkede vi ham op af sofaen og hen til mors hjemmebagte fastelavnsboller, som han altid glædede sig til fra midt i januar.

Det kan være lindrende at spejle sin sorg. Men det får den ikke til at forsvinde. Så mens jeg skriver dette, løber tårerne som regndråber ned ad min tankerude. Det må de godt.

For selvom man er 53, er det en kunst at balancere på en skammel med to ben.

 

Om at følge med strømmen ind i fortællingen

 

En af udfordringerne ved at være forfatter med et fuldtidsjob er … det.

Derfor bliver mine weekender og ferier næsten altid til ’skrivetid’.

I den forløbne uge har jeg haft vinterferie. Jeg har nydt et skriveophold på Hald Hovedgaard. I tiden op til afgang lå jeg vandret i luften, for der måtte ikke være nogle praktiske hængepartier, der kunne forhindre mit kreative arbejdsflow.

Og sådan blev det. Mandag morgen var alt på plads: tid, ro og inspiration.

Planen var, at ugen skulle tilbringes sammen med en roman om parforhold, skilsmisser, delebørn og hverdagsliv, der allerede er langt i skriveprocessen. Vi har været sammen i over et år, så opgaven var velkendt og klart defineret.

Men så … få dage før afgang fik jeg besøg af en smuk og dyster fortælling om to mennesker i hver deres ende af livet, som begge er stagneret i konsekvenserne af deres livsbetingelser, men som gennem mødet med hinanden finder en ny mening med deres tilværelse.

Den satte sig på min skulder og hviskede mig i øret:

– Tag mig med i stedet!

Jeg prøvede at undvige.

– Nej! Du er blevet fortalt før … mange gange.

– Og …?

– Og jeg har en anden aftale.

– Gør det alligevel, insisterede den.

Jeg prøvede at ryste den af.

– Du er for kompliceret.

– Gør det enkelt.

– Du er for svær. Der er for meget, jeg ikke ved noget om. For meget, der er sort og sorgfuldt.

Fortællingen fnyste ind i øret på mig.

– Bangebuks!

Det var ikke derfor. Jeg sværger.

Men jeg tog dén med til Hald.

 

Nogle fortællinger kommer af sig selv. Det eneste, jeg behøver gøre, er at åbne computeren og lade fingrene arbejde. Det er fantastisk.

Sådan er det ikke med den her!

Tværtimod. Det var som at skubbe en genstridig elefant op ad Dollerup Bakker.

Ikke kun fordi jeg er på ukendt grund og har tilbragt mørke aftner med at læse om uledsagede flygtningebørn, traumer og sorg. Heller ikke kun fordi mine karakterer var næsten umulige af skrive frem.

Men fordi kombinationen af de to ting fik mig til at glemme at lytte. Til fortællingen. Så den forsvandt. Og når jeg mister forbindelsen til en fortælling, begynder jeg at skrive med hovedet.

Selvom jeg havde forstået essensen af fortællingen, havde jeg så travlt med at tvinge mine egne idéer ned i manuskriptet, at jeg ikke opdagede, at grunden til, at mine karakterer ikke ville tage form, var, at de tilhørte en anden fortælling.

 

– Hvor har du været hele ugen? spurgte jeg anklagende i går aftes, da jeg frustreret lænede mig tilbage og fik øje på fortællingen på arbejdsbordet ved siden af mig.

– Her! svarede den.

Jeg vidste, den havde ret.

– Hvad gør vi nu? sagde jeg og så opgivende på manuskriptet, der ikke havde udviklet sig, som jeg havde håbet.

– Starter forfra! Fortællingen rystede ubekymret på hovedet. – Sammen!

 

Og det gør vi. Jeg har allerede hilst på mine nye karakterer. De ventede tålmodigt under træerne ved en lille å, der løber ud i Hald Sø.

Nu flyder vi videre – sammen.

 

 

Om at kaste fuldmånelys på sin skyggeside

Jeg er ikke den store fan af nytårsfortsætter, for selvom jeg gerne vil reflektere over det år, der gik; hvad jeg lærte, og hvad jeg ikke længere har brug for, er det gået op for mig, at de vigtigste erkendelser sjældent kommer i slutningen af december.

Jeg kan ikke nøjagtigt tidsfæste min vigtigste erkendelse i år. Men jeg ved præcis, hvad det var.

I mange år – det meste af mit liv – har jeg har haft en stor personlig gæld. Så stor, at en betragtelig del af min løn hver måned er blevet slugt af renter og afdrag. Nogle gange så stor en del, at jeg var nødt til at tage et nyt lån, eller forhøje et eksisterende.

Til gengæld udviklede jeg en helt suveræn evne til at navigere i benægtelse og penge, som flyttes fra en konto til en anden. Som en druknende, der svømmer mellem en redningsbåd og en redningskrans og videre til en tømmerflåde eller en tilfældig bøje, men som for længst har opgivet håbet om at komme i land.

Når man er 53 og har et dejligt hjem, et godt job, en nydelig facade og en pæn indtægt, så kræver det mod at indrømme, at man ikke har styr på sin økonomi. For det er ikke bare pinligt. Det er umodent, tåbeligt, handicappende og yderst tabubelagt.

Men jeg fandt modet.

Først tog jeg det op i en session med min fantastiske coach, som i løbet af 2 timer hjalp mig til at forstå, at jeg for mange år siden ansatte ’Maria 4 år’, som økonomichef.

Ikke verdens bedste valg!

Så arbejdede jeg videre med mig selv og mine destruktive mønstre, bl.a. i min unikke kvindecirkel, der arbejder på et energimæssigt plan.

Nu har jeg langt om længe forstået – helt ind i knoglemarven – at så stor en gæld er verdens bedste undskyldning for ikke at udleve sine drømme og sit potentiale.

For man kan ikke bare tage skriveorlov et par måneder, når man er afhængig af sin løn. Og det er helt udelukket at bruge tid og penge på at forfølge sin nysgerrighed og udvikle nye idéer.

Jeg har selv smedet tremmerne i min kreativitets fængsel. Men jeg er også klar til selv at save dem ned. Gældspost for gældspost.

Og det er en udfordring.

  • Jeg har givet køb på økologien. Bare lidt.
  • Jeg har selv klippet mit hår. Med en hobbysaks. (Undskyld, Sine)
  • Jeg har brugt den dyre shampoo op. Nu bruger jeg det, der er på lager.
  • På loftet fandt jeg en pose med deodoranter, som en af drengene ikke har kunnet nænne at smide ud, så jeg dufter af ’Armani Code’. Kun lidt maskulint.
  • Jeg har opsagt alle abonnementer og skåret i mødrehjælpen (til mine drenge).

Jeg har ikke brugt en unødig krone i tre måneder, og jeg kommer ikke til det, før jeg har gennemført ’Projekt gældfri’.

For det handler ikke længere om penge. Det handler om mit selvværd og fremfor alt min kreativitet.

Og lige præcis den, vil jeg meget hellere kaste fuldmånens lys på i 2017.

Den lille fortælling

Det var en vinteraften – på det magiske tidspunkt, hvor skyggerne bliver levende – jeg første gang mødte den lille fortælling. Den stod pludselig foran mig. Som en flamme i mørket.

– Hej, sagde den.

– Hej, svarede jeg overrasket.

Den så sig om.

– Leder du efter nogen? spurgte jeg.

– Ikke mere.

Den lille fortælling så forventningsfuldt på mig.

– Kan jeg hjælpe dig med noget?

– Jeg vil gerne skrives.

Jeg opfangede overvældet de elegante linjer, strålende farver og den smukke tone i fortællingen.

– Det kan jeg godt forstå.

Den lille fortælling lyste op.

– Vil du gøre det?

– Mig?

Den blafrede ivrigt.

– Ja! Vil du være sød at skrive mig?

Jeg nikkede så forsigtigt, at jeg ikke engang selv kunne mærke det, men den lille fortælling sprang begejstret op i skødet på mig og lagde sig til rette.

– Jeg er klar, hviskede den. Farverne lyste stærkere, og tonen fandt sammen med varmen fra brændeovnen. Fortællingen var så smuk, at jeg blev overvældet af en dyb frygt for at ødelægge den.

– Du er så fin og skrøbelig, sagde jeg. – Jeg bliver nødt til at forberede mig.

Den lille fortælling rørte uroligt på sig.

– Okay, sagde den modstræbende.

 

Anden gang jeg så den lille fortælling, havde den mistet lidt af sin glød. Den satte sig på kanten af bordet og så alvorligt på mig.

– Vil du skrive mig nu? spurgte den.

Jeg smilede bekræftende.

– Det har jeg jo lovet dig.

Den lille fortælling landede igen i mit skød. Den foldede sig ud og afslørede nye nuancer og perfekte sammenhænge, mens tonen steg til en brusen, der trængte ind i mit bryst.

Omfanget af dens komplicerede enkelhed aktiverede igen min frygt for, at mine ord ikke ville yde den retfærdighed.

– Måske skal du finde en anden?

Farverne blegnede.

– Vil du ikke have mig?

– Jo, jo … jeg vil forfærdelig gerne have dig. Men jeg … jeg er ikke dygtig nok.

Den lille fortælling kravlede uden en lyd ned fra mit skød og forsvandt mellem gulvbrædderne.

 

Tredje gang jeg så den lille fortælling, var den kun en skygge af sig selv. De strålende farver var matte og gennemsigtige, linjerne var punkterede, og tonen var næsten uhørlig.

– Åh, sagde jeg, da den dukkede op.

Den lille fortælling faldt sammen på gulvet.

Forsigtigt bøjede jeg mig ned og tog den op. Den skælvede.

– Hvad er der sket? hviskede jeg.

– Ingenting.

– Men dine farver, dine strukturer … og din musik?

Den lille fortælling så på mig.

– Sådan er det, mumlede den så stille, at jeg måtte bøje mig ned for at høre den. – Hvis ingen fortæller en fortælling. Så dør den.

– Men jeg troede ikke, jeg kunne fortælle dig rigtigt, forsvarede jeg mig, fordi jeg så, at jeg havde svigtet os begge.

Den lille fortælling åbnede øjnene med sine sidste kræfter.

– Det var jo dig, jeg kom til, hviskede den. – Jeg ville så gerne være din.

 

Det var en efterårsaften i skumringen, jeg forstod, at den lille fortælling var en gave. Til mig. Ydmygt lagde jeg den i hjertet.

Så begyndte jeg endelig at skrive.

 

 

Om at bokse med sit ego

IMG_4915 (2)

 

I går tilbragte jeg nogle hyggelige timer i selskab med en kvinde, som for et år siden gik ned med stress. Helt ned. I dag har hun skiftet job og arbejder på daglig basis med at være ærlig overfor sig selv.

Det slår mig ofte, at mennesker, som har været tvunget i knæ, tit kommer ud på den anden side med en værdifuld selvindsigt. Og så er det guld, når de vil dele.

Specielt tre sætninger tog jeg med derfra:

  • Man bliver også stresset af det, man godt kan lide at lave.
  • Man er ikke et skvat, fordi man går ned. Tværtimod. ’Skvattene’ står af. Det er de stærke, som tonser videre.
  • Man mister sin fornemmelse for hvem man er, og det skal man også, for det er, når man begynder at se på hver enkelt egenskab, at man skal overveje, om det er noget, man vil have med sig videre.

 

Jeg har også skiftet job. Det er jeg glad for. Men min arbejdsidentitet har været udfordret, siden jeg tog beslutningen i maj, for selvom jeg stadig er lærer, har jeg skullet forholde mig til nye kollegaer, nye elever, nye aldersgrupper, nye omgivelser, nye arbejdsmetoder og nye undervisningsmaterialer. Det er som at begynde forfra, og det koster. Al min energi er gået til skolen, og jeg har et kølvand af små ’hængepartier’ herhjemme.

I fredags stod jeg i en lang kø for at afhente mit startnummer til ’De 3 Broer – Halvmaraton’. En kvinde bag mig bemærkede, at der godt nok var mange mennesker, og jeg hørte mig selv sige: ”Det bliver værre på søndag.”

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at løbe det løb. Jeg er ikke i form til det. Hverken fysisk eller mentalt. Jeg er ikke til store menneskemængder, og jeg har ikke haft en ’fridag’ uden program i over en måned.

Men jeg havde sagt ja. Jeg havde lavet en forpligtende aftale med min tidligere arbejdsplads, som betalte startgebyret, jeg havde tilmeldt mig begivenheden på Facebook, og jeg havde fortalt det til alle, som gad høre på mig.

Det ville med andre ord være skvattet ikke at stille til start. Og jeg er ikke noget skvat.

Eller hvad?

Måske behøver man ikke at ramme bunden, før man overvejer, hvem og hvad man er. Måske er det okay at tage sine personlige titler op til overvejelse i utide. Jeg har længe defineret mig selv som ’Løber’. Jeg løb en maraton.

For 15 år siden!

I dag skal jeg sparke mig selv ned i løbeskoene. Det er ikke mit ‘jeg’ – som vil være ‘løber’. Det er mit ego.

Så mit startnummer kommer ikke ud i dag.

Jeg dropper titlen som ’Løber’ – og identificerer mig med ’Skvat’.

For jeg vil hellere skyggebokse med mit ego og revurdere mine titler én efter én, end ramme bunden og blive tvunget til at tage dem alle sammen på én gang.

Nu fik jeg tid til at skrive. Og ‘Skribent’ – den kan jeg godt identificerer mig med.

 

 

 

 

Om at turde give slip

Maria Kjær-Madsen

 

En gang imellem sker det, at man – ganske uforvarende – står ansigt til ansigt med en yngre udgave af sig selv. Det kan være i en selvudviklingsproces, et terapiforløb eller måske bare i en drøm.

Ofte følges sådan et møde op med spørgsmålet:

“Er der noget, du vil sige til den unge dig? Har du et godt råd?”

Her vil det så være nærliggende at rode lidt rundt i ‘kassen med erfaringer, som man godt kunne have undværet’ og komme frem med velmenende råd som:

  • Lad være med at begynde at ryge –
  • og det der er værre …
  • Spring dén og dén kæreste over –
  • og gå efter ham den lækre, som du ikke tror, du kan få …
  • Drop impulskøb af alle slags (fra sommerkjoler til biler) –
  • og vent med at investere, til du har råd …

Men jeg ved jo godt, at hende til højre er et produkt af sine fejltagelser såvel som sine succeser.

Til gengæld har hende til venstre en vidunderlig udstråling af tillid til det, der er, og det der kommer. For det billede er taget før nederlagene og de søvnløse nætter.

Hen over vinteren har jeg fulgt et linjefag i dansk. Sidste onsdag sluttede jeg det af. Det er 28 år siden, jeg sidst var til eksamen på seminariet. Dengang var jeg 25 og havde min søn med i en klapvogn. Han skal giftes i næste måned. Men han er ikke den eneste, som er vokset.

Jeg er også.

For jeg har ikke kun brugt vinteren på at læse op på danskfagets teori. Jeg har også – som jeg har beskrevet her på bloggen – øvet mig i at gø som en hanhund. At komme videre efter afslag – og at tage min blå hat på, inden jeg går ud i verden.

Og det er faktisk gået meget godt. Men sandheden er, at den største udfordring, jeg har mødt i dette forår, ikke har handlet om at erobre nyt land, men om at give slip i det gamle. Det trygge. Det har jeg gjort før. Med fritidspassioner, kærester og adresser. Men denne gang er det mit job. Min skole. Efter 28 år.

For selvom forandringer er en naturlig og sund del af tilværelsen, så har jeg i de sidste par år kæmpet med at være en del af en udvikling, der ikke harmonerer med mine personlige værdier. Og da jeg samtidig oplever, at jeg ikke har nogen indflydelse – bliver jeg nødt til at flytte mig.

Også selvom det betyder, at jeg skal tage afsked med fuldstændig fantastiske kollegaer og skønne elever.

Det er de samme øjne, der kigger på mig fra billederne. Men der er et liv til forskel. Og hvis hende til højre skal give et råd til hende til venstre, er det ganske enkelt det:

Du skal turde give slip.

Og selvom det altid er grænseoverskridende, kan jeg balancere det med en lille stemme, som hvisker, at hvis hende til venstre, skal give et råd til hende til højre, så er det nøjagtig ligeså enkelt:

Hold fast i tilliden – hold fast i mig.

 

Om at lave smilehuller i dagen

IMG_3403

Indrømmet. Det er sårbart at kaste drømme og visioner ud i verden, som jeg skrev om i mit sidste indlæg. For hver gang jeg gør det, binder jeg en lille smule af mig selv fast i håbet. Og hvis håbet brister, går jeg en lille smule i stykker sammen med det.

I dette forår har jeg – med en slidt metafor – så mange bolde i luften, at nogle af dem nødvendigvis vil falde til jorden.

Der var en, der faldt i går. Tungt. Lige ned i solar plexus, hvor den landede så hårdt, at den slog luften ud af mig.

Jeg havde søgt ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur vel vidende, at det ville være svært. Den optager kun 12 elever hvert andet år. Der har du et godt eksempel på ‘et nåleøje’.

Så da jeg i sidste uge modtog en mail om, at jeg var blandt de 18, som blev indkaldt til en samtale, aktiverede det en masse modstridende følelser; glæde, spænding, forventning, håb og frygt, der satte min krop i en mild, men permanent stresstilstand frem til samtalen – og efter.

Det var dejligt at få et hurtigt svar. Men det var hårdt at få en mail om, at jeg desværre ikke er blandt de 12, som bliver tilbudt en plads.

Da afslaget ikke bliver begrundet, (hvilket jeg var blevet orienteret om på forhånd), satte det naturligvis en masse andre følelser i gang; afmagt, mindreværd, utilstrækkelighed, selvretfærdighed, trods og skuffelse.

Nu er jeg heldigvis god til at mærke mine følelser. Både de gode og dem, som gør ondt. Da jeg var yngre, fik de endda lov til at styre mit liv og definere min tilstand. Det gør de ikke mere.

I går gav jeg mig selv lov til at være meget ked af det, men i dag er en ny dag. Og det falder så heldigt, at jeg går rundt herhjemme og har læse-fri, fordi jeg skal til eksamen på tirsdag.

Så dagen i dag er min helt alene. Og jeg har besluttet mig for at fylde den med smilehuller.

  • Jeg blev liggende i sengen og nød fuglenes sang gennem vinduerne, før jeg tog et langt varmt bad.
  • Så fandt jeg den smukkeste kjole fra Tone Barker i skabet og tog den på, fordi silken omfavner min hud.
  • Derefter drak jeg friskkværnet kaffe og dansede med Jason Mraz i bare tæer. “Hello you beautiful thing”.
  • Jeg har tændt op i brændeovnen, fordi jeg elsker lyden af knitrende flammer og den tunge varme, som følger med.
  • Og jeg har ryddet op på spisebordet og støvsuget hele huset, fordi jeg vil omringes af frisk energi.
  • Foran mig står friske – men sene – syrener, fordi de dufter fantastisk; selvom jeg ved, at de vil drysse i morgen.

“Har du tænkt dig at skrive om det her?” Spurgte min yngste søn i går, da jeg for 10. gang havde behov for at vende mine tanker.

“Ja!”

For det er det, jeg gør. Jeg skriver. For børn og for voksne – Og for mig selv.

Det er sådan, jeg definerer min glæde.

Om at aktivere sin indre hanhund …

Maria Kjær-Madsen

 

Jeg er den heldige medejer af en hanhund. Man siger, at hunden kommer til at ligne sit menneske, men jeg arbejder på det modsatte.

Mango er ikke begejstret for støvsugeren. Faktisk er han så overbevist om, at den er farlig, at han – hver gang den bliver tændt – kommer løbende for at sætte den på plads og sikre sig, at den ikke udvikler sig til en trussel. Det samme gælder visse hanhunde, som får et ordentligt riv-af med på vejen, når de kommer forbi på deres daglige gåture. Bare for en sikkerheds skyld.

Det vil jeg lære af. For når jeg oplever noget, som aktiverer min frygt og min usikkerhed, er mit handlingsmønster lige modsat. Jeg trækker mig tilbage, finder et trygt hjørne og venter i stilhed på, at det går over. Af sig selv.

I mange år undlod jeg at handle på noget, der potentielt ville kunne udvikle sig ubehageligt. Konfrontationer, opringninger, ansøgninger, risikofyldte projekter og åndeløse chancer.

Jeg er ikke tilhænger af den udbredte fortælling om, at man skal forlade sin komfortzone for at vokse som menneske. Men det handler nok mest om, at jeg ikke er tilhænger at smarte hurtigfix-løsninger og hurra-ord uden substans. For i virkeligheden kan jeg godt forstå, at jeg bliver nødt til at flytte mig fra mit trygge hjørne og bevæge mig ud i usikkerheden, hvis jeg fortsat vil udvikle mig.

Og det vil jeg.

Jeg læste engang et interview med Asger Aamund, hvor overskriften lød noget i retningen af:

“Jeg har aldrig været kvalificeret til de stillinger, jeg har fået.”

Pointen, som dukkede op længere nede i artiklen, var, at han aldrig havde ladet manglende kvalifikationer stå i vejen for et godt jobtilbud, og at han derigennem var vokset med opgaven og havde udviklet kompetencerne i processen.

Jeg ved ikke, om det er en mandeting. Jeg ved bare, at ‘den pæne pige’ gør det lige omvendt. Jeg har ikke nødvendigvis været overkvalificeret, men jeg har i hvert fald været rimelig sikker på, at jeg kunne magte en opgave, før jeg tog den på mig.

Jeg er blevet lidt mere hårdhudet, efter jeg begyndte at skrive. Det er trods alt en sårbar situation at investere en masse tid, energi og personlighed i en bog, som så bliver sendt ud til offentlig vurdering.

Men alligevel kan jeg se, at jeg falder i gammel adfærd og sætter mig hen i mit trygge hjørne og venter. På reaktioner. På anmeldelser. På lektøren. Og på mails fra forlaget.

Det er der, Aamund og Mango kommer ind i billedet. Jeg kunne godt tænke mig at blive lidt bedre til at gø. At gøre opmærksom på mig selv og mine talenter. At råbe lidt af postmanden og kræve læsernes opmærksomhed.

I øjeblikket sender jeg en masse forskelligt ud i verden. Ord, billeder, ansøgninger, bøger, håb, drømme og visioner. Og jeg har lovet mig selv at følge op med lidt larm.

For når det kommer til stykket, hvad kan de hanhunde så, som jeg ikke kan. Andet end at lette ben.

Om den fantastiske vej til en ny fortælling …

103409e11bf8e07cbf1a30a8d4d4f227

 

Jeg samler på skriveråd og input om den kreative proces.

Neil Gaiman er forfatteren til en lang række titler, herunder Coraline, Nobody, Stjernestøv og Amerikanske guder.

Men han er også manden bag dette forrygende skriveråd til en aspirerende forfatter. Hvor svært kan det være?

http://neil-gaiman.tumblr.com/post/107713982316/i-have-been-trying-to-write-for-a-while-now-i .

Da jeg ikke har kunnet finde det på dansk, har jeg selv oversat det.

 

Spørgsmål:

Jeg har forsøgt at skrive i et stykke tid nu. Jeg har alle disse fantastiske ideer, men det er virkelig svært at få mine tanker ned på papiret. På den her måde, kommer mine idéer aldrig rigtig til at bære frugt. Har du nogle råd?

 

Svar:

Skriv ideerne ned. Hvis de skal blive til historier, må du prøve at fortælle de historier, du selv gerne vil læse. Afslut de ting, du begynder at skrive. Gør det en hel masse, og så bliver du forfatter. Den eneste måde at gøre det på – er at gøre det.

 

Det er bare for sjov. Der er meget lettere måder at gøre det på. For eksempel:

På toppen af et fjernt bjerg vokser et træ med sølvblade. En gang hvert år, ved daggry den 30. april, blomstrer træet med fem blomster, og i løbet af den næste time bliver hver blomst til et bær, først grønt, så sort, så gyldent.

I det øjeblik de fem bær bliver gyldne, vil fem hvide krager, som har ventet på bjerget, og som du har forvekslet med sne, styrtdykke på træet, grådigt tømme det for bær og flyve væk, mens de griner.

Med de bare hænder skal du fange den mindste af kragerne, og du skal tvinge den til at opgive bærret. (Kragerne sluger ikke bærrene. De bærer dem langt over havet til en troldmands have for at lade dem falde, ét efter ét, ned i munden på hans datter, som først vil vågne fra sin fortryllede søvn, når tusind sådanne bær er blevet fodret til hende). Når du har fået fat i det gyldne bær, skal du placere det under tungen og vende direkte hjem.

I den følgende uge må du ikke tale med nogen, ikke engang dem du elsker, eller en færdselsbetjent som stopper dig for at køre for stærkt. Sig intet. Sov ikke. Lad bærret ligge under tungen.

Ved midnat på den syvende dag skal du tage hen til det højest beliggende sted i din by (det er almindeligt at klatre på tage i dette trin), og med bærret liggende sikkert under din tunge, recitere hele Fox in Socks.* Lad ikke bærret smutte væk fra din tunge. Udelad ikke noget af digtet, og spring ikke det mindste af Muddle Puddle Tweetle Poodle Beetle Noodle Bottle Paddle-kampen over.

Da – og først da kan du sluge bærret. Du skal vende hjem, så hurtigt du kan, for du har højst en halv time, før du falder i en dyb søvn.

Når du vågner næste morgen, vil du være i stand til at få dine tanker og ideer ned på papir, og du vil være forfatter.

 

*Engelsk børnebog af Dr. Seuss fra 1965.